søndag den 7. december 2014

Jeg har strikket en kjole

For cirka et halvt års tid siden så jeg i nogle facebook grupper om strik, at den samme kjole blev ved med at poppe op i forskellige udgaver.
Kjolen som er designet af Ellen Holm var blevet udgivet i et Hendes Verden blad som ikke kunne skaffes mere og Hendes Verden valgte at ligge opskriften ind på deres hjemmeside pga den store efterspørgsel på opskriften. Jeg tror kjolen er så populær fordi den i virkeligheden er uhyre simpel at strikke, den strikkes nemlig oppefra og ned og med raglan udtagning. Fordelen ved at strikke oppefra og ned er at man kan prøve det strikkede undervejs og på den måde få en kjole der passer 100% til en.

Nå, men jeg så altså den her kjole og blev forelsket, men indtil nu havde jeg jo kun strikket huer, halstørklæder, pulsvarmere og den slags småtterier. Så det var et stort skidt at kaste sig over en strikket kjole, men min veninde Kamilla havde fuld tiltro til mine evner og lovede at hjælpe mig i gang og hvis jeg ellers rendte i problemer undervejs. Mit største problem til at starte med, var at strikke på pind 2.5mm, det er denondengalemig noget småt noget for mine stive gigtplagede hænder, Kamilla kom til undsætning og tog et par af de i alt 9 omgange på de små pinde og inden længe var jeg videre på pind 3.5mm, meget bedre. Nu var det bare derudaf, da jeg lige havde fået styr på udtagninger og farveskift undervejs.
Til sidst skal man strikke på pind 2.5mm igen og på det tidspunkt havde jeg ca 370 masker på pinden, så der var langt vej rundt, men det lykkedes da. Så skulle de små ærmer klares og et besøg hos Kamilla fik lært mig at samle masker op og så var kjolen jo færdig når der var hæftet ender.
I alt tog det mig ca 4.5 måned at strikke kjolen, primært fordi jeg ikke kan strikke så længe af gangen og så havde jeg også en Knæk Cancer indsamling undervejs hvor jeg solgte strikkede huer, det tog ca en måneds tid hvor jeg ikke fik strikket på kjolen.

Men skidt pyt, den er færdig og jeg er bare SÅ glad og stolt over det lykkedes og at den ser ordentlig ud. Min plan er at have den på juleaften eller nytårsaften, eller måske begge dage.

fredag den 5. december 2014

Strikket adventskrans

Jeg har et stykke tid leget med tanken om at strikke en adventskrans, det ville være en sjov ide og anderledes end den adventskrans de fleste laver.
På facebook så jeg så et billede fra en der havde fået samme ide og fra samme blad jeg havde min ide, det gav mig det sidste skub der skulle til, så jeg tog en tur forbi min garnbutik nede i byen.

At få kransen strikket drillede lidt pga jeg målte forkert i første omgang 😡 Men på den igen og så lykkedes det fint.
Jeg er faktisk rigtig godt tilfreds og manden kan også lide den, så win-win 😀 Nu venter jeg bare på det bliver søndag.

torsdag den 27. november 2014

En brille uden glas.. Ooops

Kender i det med at man lige får lagt sine briller på bordet og så vil støvsuge stuen hurtigt? Det er alt sammen meget fint, lige indtil man får skubbet lidt til bordet hvor ens tablet i øvrigt hænger på sådan en arm/holder. Det resulterer i at tabletten falder ned på bordet, intet odiøst i det, er sket før uden der skete noget.
Nå, men der bliver støvsuget færdig og jeg får placeret mig i sofaen.. Og får så øje på mine briller, hvor det ene glas nu ligger nede på bordet i stedet for at sidde fast i brillen. Pis, Møg og rigtig mange grimme ord? Det er ikke lige nu man har lyst til at bruge penge på nye briller vel, det er jul lige om lidt.
Men heldigvis kunne et besøg ved optikeren berolige mig, for mine briller er fine hele igen og det bedste af det hele.. Det kostede GRATIS.. Tak til Louis Nielsen

søndag den 11. maj 2014

NKOTB VIP

Efter at ha været fan i 25,5 år mødte jeg endelig NKOTB den 8. maj 2014. Det var en helt igennem fantastisk dag som jeg bliver varm om hjertet af når jeg kigger på mine billeder fra mødet

fredag den 25. april 2014

Kattene

Nu hvor jeg fortalte jer om kræene i går,  så skal I  da også se dem :-)

torsdag den 24. april 2014

Lidt om Mia

Hvem er jeg så?

Jeg sprang jo mere eller mindre direkte ud i min blog uden at præsentere mig selv, nu må jeg vel hellere fortælle lidt om hvem jeg er.
Mit navn er Mia Warming-Hansen og pt er jeg 34 år. Jeg er gift med David som bliver 35 her i maj måned, David er lastbilchauffør og oftest bor han i lastbilen fra mandag morgen til fredag eftermiddag. Han kører med benzin, diesel, flybrændstoffer, flis, containere og hvad cheferne nu lige finder af kørsel.

Vi har 2 katte, Liv som bliver 6 år til juli, han blev fundet i en grøftekant som lille killing og flyttede ind hos os 14. september som en ca 10 ugers killing, navnet Liv fik han pga han havde vundet livet 2 gange nu og fordi vi fik af vide han var en hunkat, i løbet af nogle uger fandt vi dog ud af at vi havde fået en hankat, men navnet beholdte vi. Liv er en blandingsrace af huskat og norsk skovkat tror vi.
Knurre er af racen abyssinier og er nu 4 år gammel, hans fødselsdag er 24. december 2009, navnet fik han fordi han knurrede og hvæste af alt, inkl sig selv de første 3 dage han boede her, han har krudt i måsen og laver ulykker konstant, men han er også et putteøre og spinder højt som blev han betalt for det. Han går også under navnet Radiobilen.

Så er der mig, jeg har gået hjemme i snart 4½ år, ikke frivilligt skal jeg sige, men jeg er syg og har kæmpet en kamp med bla kommunen om hvad der skal ske med mig, langt om længe er jeg kommet i jobprøvning hvor det skal fastslåes hvad min arbejdsevne er og om min fremtid hedder et Flexjob eller en Førtidspension.
Tag ikke fejl, allerhelst vil jeg bare være rask og passe et 37 timers job, men det er desværre ikke en mulighed og så er jeg spændt på hvad fremtiden bringer.

Jeg har fået en diagnose der hedder Klippel-Feil Syndrom og er derudover Hypermobil, de to sammen er ikke en godt kombination og jeg lever med kroniske smerter som er meget slemme og jeg får meget stærk medicin, den virker dog som vinden blæser desværre.

For nogle år siden begyndte jeg at strikke og er blevet rigtig glad for det, jeg strikker gerne når hænderne tillader det og kun i små doser af gangen. Hidtil er det mest blevet til huer, pulsvarmere, halstørklæder og tubetørklæder. Jeg vil dog gerne i gang med større projekter og vil gerne lære at strikke strømper.
Tidligere læste jeg rigtig meget, desværre kan jeg ikke koncentrere mig om at læse mere, så jeg har opdaget lydbøger og selvom det ikke bliver så meget vil jeg helt sikkert i gang med at lytte til flere bøger. 
Jeg ser meget tv, både almindelig tv og streaming tv som fx Netflix. Tvserier i lange baner er især min svaghed og nemme at følge med i når jeg har strikketøjet fremme.

I over 25 år nu har jeg været stor fan af New Kids On The Block eller NKOTB, min favorit er Joe og en tæt 2'er er Donnie. Min første koncert var i 1991 da de var i Danmark, jeg var lige fyldt 12 år og var afsted med min mor og lillebror. 1994 var året hvor bandet gik fra hinanden og et par stykker fik solokarriere og en blev skuespiller. Mange fans håbede dog på en reunion, i 2008 gik vores drøm i opfyldelse og de har været i gang siden, februar 2009 kom de til Tyskland og jeg var med en veninde i Düsseldorf og se dem, hvilket var fantastisk. I 2012 kom de til Herning sammen med Backstreet Boys og sammen med min søster stod jeg på første række og havde en fest, det var den bedste aften og jeg levede højt på den koncert meget længe på trods af jeg lå i sengen flere dage efter.
Men nu kommer det bedste, den 8. maj 2014 skal NKOTB give koncert i København igen og selvfølgelig skal jeg afsted, koste hvad det vil, men det er helt specielt for jeg skal møde dem denne gang, min fantastiske mand har simpelthen givet mig en VIP billet hvor jeg helt alene for 5-10 minutter med dem og jeg kan roligt sige at jeg glæder mig som en sindsyg, i dag er der 14 dage til og jeg kan ikke stoppe sommerfuglende mere, jeg spekulere på hvad jeg skal sige og om jeg mon overhovedet kan få et fornuftigt ord ud af min mund og hvad nu hvis mit engelske sviger..Jojo, tankerne er mange, men jeg ved det bliver den bedste dag længe.

Og nu må jeg vist hellere stoppe inden i falder i søvn :)

onsdag den 23. april 2014

Nancy hat og Facebook



Så fandt jeg min blog igen, skal lige ind i vanen med at jeg har den 😊 Men altså, nu fik jeg lyst til at vise jer en hue som lige er blevet færdig her i eftermiddag. Den hedder en Nancy hat og findes i mange skønne farver.
I øvrigt, jeg har en gruppe på Facebook som hedder Mias strikkerier, I må meget gerne kigge forbi

søndag den 19. januar 2014

Lidt forskelligt strikkerier :-)

Synes I skal se noget af det jeg har strikket, det er kun en brøkdel af det





Velkommen til Mia's verden

Så fik jeg endelig min egen blog som vil handle om mit liv og mine hobbies som primært er strik, madlavning og New Kids On The Block.

Jeg håber nogle stykker vil blive hængende hen af vejen:-D